23. november 2024

Foto: Jens Neumann / Pixabay.

Nye handelstal fra Boligsiden.dk viser, at der blev solgt markant færre boliger i årets 3. kvartal sammenlignet med tidligere på året. Samtidig er boligsalget i 3. kvartal ikke set lignende siden 2013.

Ifølge Bolgisiden.dk bled der i 3. kvartal i år samlet set solgt 17.123 boliger, og det er et fald på 19 procent sammenlignet med boligsalget i årets 2. kvartal, hvor der blev solgt 21.137 boliger.

I september blev der solgt 5.443 boliger i september måned, hvilket er det næstlaveste månedresultat i år og et langt mindre salgstal i forhold til, hvad der typisk bliver solgt i september.

-Det er et meget kraftigt fald, vi ser i boligsalget i september. Det er en udvikling, der er skærpet her i efteråret, og derfor ser vi også et kvartalsresultat for de seneste tre måneder, som er det laveste siden 2013, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og fortsætter:

-Det hænger selvfølgelig sammen med de økonomiske udfordringer, der hersker i øjeblikket, og som for alvor har vundet indpas i årets 3. kvartal, i form af de høje renter, inflation og energikrisen. Det er alle faktorer, der begrænser lånemulighederne for boligkøberne, og som i øvrigt skaber usikkerhed om boligmarkedets udvikling.

Hussalget daler over hele landet

Folder man tallene ud for hver enkelt boligtype, viser det sig, at handeltallene følger samme overordnede tendens, nemlig et mærkbart dyk i boligsalget.

Eksempelvis landede hussalget for september på 3.375 realiserede handler, hvilket er det laveste niveau for antallet af solgte huse i september måned siden 2014. Samtidig blev der solgt 10.529 huse i alt i 3. kvartal, hvilket er et fald på 18 procent i forhold til årets 2. kvartal.

Desuden ligger det samlede hussalg for 3. kvartal i år 28 procent under det niveau, der gjorde sig gældende samme tidspunkt sidste år. Den udvikling med færre solgte huse afspejler sig i næsten alle af landets kommuner.

-Når vi sammenligner hussalget i 3. kvartal i år med samme kvartal sidste år, er der en nedgang i salget i stort set alle kommuner. Det er dog kun i cirka halvdelen af landets kommuner, at vi samtidig med det dalende salgstal ser en prisnedgang i perioden. I den resterende halvdel af kommunerne er priserne stadig over sidste års niveau, siger Birgit Daetz.

For ejerlejligheder lyder salgstallene på 926 i september, og her skal vi helt tilbage til 2011 for at se et lignende månedsresultat i september. Dertil blev der i 3. kvartal i år solgt 2.869 lejligheder, og der er her tale om et fald på 24 procent sammenlignet med 2. kvartal.

-Tallene for ejerlejligheder viser, at vi er præget af økonomiske udfordringer, som det også var tilfældet i 2011, hvor boligsalget haltede i årene efter finanskrisen. Nu er tiden en anden, og der er løbet meget vand i åen på boligmarkedet siden da, men der er ingen tvivl om, at boligmarkedet reagerer på tidens økonomiske omstændigheder, siger Birgit Daetz.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.