En 48-årig mand fra Litauen blev lørdag i retten i Næstved idømt tre måneders fængsel for overtrædelse af et indrejseforbud og for dokumentfalsk. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 48-årige mand blev anholdt fredag formiddag efter at politiet havde standset en bil, hvor han var passager, i en rutinemæssig kontrol på Nykøbingvej ved Ønslev på Falster. Der var tvivl om den 48-årige reelle identitet, og han blev derfor anholdt og taget med til politistationen i Nykøbing F. Her fandt politiet frem til, at han tidligere havde fået et indrejseforbud, og at det id-kort, han havde vist til politibetjentene, var falsk. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af udlændingeloven og for dokumentfalsk og den anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør den følgende dag, hvor dommen faldt.