Medarbejdere fra SKAT må have gjort store øjne, da de mandag eftermiddag kontrollerede en bus på Cargovej i Nørre Alslev, som var på vej mod Tyskland.
I bussen traf de en 29-årig mand fra Hamburg, der havde noget bagværk med i tasken. Det var imidlertid ikke en harmløs brunsviger, men derimod en velvoksen hashkage.
Politiet blev tilkaldt og den 29-årige blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer, og han betalte en straksbøde på 5.000 kr.