Guldborgsund Kommune går med i det søgsmål mod staten for fejl i udligningen, som en række kommuner står bag.
I januar konkluderede et advokatnotat fra Advokatfirmaet HjulmandKaptain, at en række kommuner har grundlag for at sagsøge staten for fejl i udligningen.
Efter notatet blev fremlagt, har kommunerne hver især skullet afgøre, om de ville gå med, når søgsmålet mod staten bliver en realitet. I dag har Guldborgsund Kommunes økonomiudvalg besluttet at være med i søgsmålet mod staten.
– Det var et helt enigt Økonomiudvalg, der i dag besluttede, at vi selvfølgelig skal indgå i dette søgsmål. Det her handler om, at der i årevis er begået fejl, som for længst kunne være rettet, men som ministeriet trods en række henvendelser alligevel valgte at ignorere, siger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune.
John Brædder peger på, at fejlene har kostet Guldborgsund Kommune omkring 82 millioner kroner.
– De 82 millioner kroner, som fejlene har kostet vores kommune, kunne være brugt til velfærd for vores borgere. I stedet har de oplevet, hvordan kommunen har kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen, og det har ikke været nemt. Vi har endda måttet sætte skatten op i den periode, hvor beregningerne har været forkerte, siger han.
Økonomiudvalget har besluttet at gå med i søgsmålet, men har samtidig lagt op til, at omkostningerne ikke må overstige en halv million kroner.