Et arbejde på en privat vej i Ramløse er blevet væsentlig dyrere end forventet. Gribskov Kommune beklager, at udgifterne er vokset markant.
Et vejsyn bestilt af Grundejerforeningen ved Sandet i Ramløse er blevet markant dyrere end ventet.
I stedet for en regning på omkring 200 kroner pr. grundejer er regningen endt på 900 – 1800 kroner pr. grundejer efter et vejsyn, som grundejerne havde bestilt efter intern uenighed om vedligeholdelsen af en privat vej.
Gribskov Kommune beklager, at udgifterne til vejarbejdet er blevet væsentlig højere end forventet. Forklaringen er, at entreprenøren har skullet køre langt mere jord bort fra grøfterne ved vejen end forventet. I alt er godt. 1.000 ton jord fjernet i stedet for de 150-200 ton jord, som kommunen først vurderede. Udgiften blev dengang anslået til ca. 120.000 kroner. Den endelige regning endte på 630.000 kroner til grundejerne.
På private fællesveje er det grundejerne, som har pligt til at vedligeholde vejene og betale denne udgift.
Overslag var forkert
Sagen drejer sig om en privat fællesvej, hvor grøfterne gennem årene var mudret til, så vand ikke kunne løbe væk fra vejen. Grundejerforeningen valgte at få Gribskov Kommune til at foretage et såkaldt vejsyn, hvor kommunen vurderer, hvad der skal til for at opretholde vejens stand. Før vejsynet vurderede kommunen udgiften til ca. 120.000 kroner.
Hvis kommunen på dette tidspunkt skulle have indhentet en nøjagtig pris, og betalt et konsulentfirma for en konkret gennemgang af området, ville det have kostet grundejerne yderligere 150.000-200.000 kroner ekstra. Og da overslaget på arbejdet dengang lød på 120.000 kroner, var kommunens vurdering, at et konsulentfirma ville indebære en unødvendig fordyring af arbejdet.
Gribskov Kommune foretog derefter et vejsyn og indhentede tre tilbud på arbejdet, hvor vurderingen var, at det ville være nødvendigt at fjerne 500 ton jord. Det billigste af de tre tilbud lød på ca. 400.000 kroner.
Men da entreprenøren begyndte arbejdet, viser det sig, at der var behov for at fjerne langt mere jord end først antaget. Derfor endte entreprenøren med at fjerne 1.000 ton jord – og den samlede regning blev på ca. 630.000 kroner.
– Vi beklager, at arbejdet har vist sig langt mere omfattende end forventet. Vi ved, at det er ubehageligt at få en større regning, end man som grundejer havde set frem til, siger centerchef for Center for Teknik og Miljø i Gribskov Kommune, Dorethe Pedersen.