Tirsdag eftermiddag kort efter klokken 17 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til en dreng, der var blevet forbrændt på Holmeagerskolen i Greve.
Det viste sig, at fire drenge havde forsøgt at antænde et mindre bål i en blomsterkumme ved skolen.
En 13-årig dreng havde hældt noget medbragt sprit på det antændte, hvilket resulterede i, at en 12-årig dreng blev forbrændt i ansigtet, på hænderne og benene.
Han blev straks behandlet med vandafkøling og blev i ambulancen bragt til skadestuen i Køge til fornøden behandling for brandsår.
Politiet har optaget rapport om ulykken for at få klarlagt, om nogen kan drages til strafferetligt ansvar.