Onsdag klokken 17.48 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, som fortalte, at en anden bilist kørte hasarderet på Helsingørmotorvejen nær Gentofte.
Ifølge anmelderen kørte bilisten i nordgående retning og skiftede vognbaner på uforsvarlig vis for derefter at bremse unødigt op, ligesom han kastede affald ud af bilens vinduer, hvoraf en tom sodavandsdåse ramte en bil.
En patrulje blev sendt til stedet og fik standset bilisten, der viste sig at være en 23-årig mand fra Helsingør. Nordsjællands Politi oplyser, at han fik læst og påskrevet, hvordan man skal gebærde sig i trafikken.