Et nyt tilbud til voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser skal styrke Furesøs indsats på socialområdet og samtidig give borgerne en mulighed for et mere selvhjulpent liv tæt på familie, venner og netværk.
I Furesø Kommune har man behov for flere boliger til forskellige målgrupper af voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Derfor bygger kommunen et nyt botilbud på Syvstjerne Vænge i Værløse, der skal skabe de bedste vilkår for 6-10 borgere. Det nye botilbud etableres som en del af Furesø Byråds plan om at sikre flere gode og lokale botilbud til mennesker med fysiske og psykiske handicap.
Matilde Powers, formand for Udvalg for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv ser det lokale botilbud som et vigtigt udgangspunkt for en omsorgsfuld og sammenhængende støtte:
– Det er vigtigt for os, at vi har nogle gode tilbud til de furesøborgere, der har særlige behov for hjælp i dagligdagen. De skal kunne leve et så selvstændigt liv som muligt. Dette nye botilbud giver ikke kun mulighed for, at furesøborgere kan få den fornødne støtte, men det betyder også at de kan blive i deres nærområde tæt på familie, venner og netværk. Det er både godt for deres positive udvikling og styrker deres vej mod et godt og mere selvhjulpent liv.
Botilbuddet bygges på Syvstjerne Vænge nr. 10, hvor der tidligere har været børneinstitution. De gamle bygninger rives ned i uge 7, og i den videre proces er der indtænkt inddragelse af både Handicapråd, medarbejdere, og naboer.
Opførelsen af det nye bofællesskab vil betyde, at de nye beboere vil flytte ind i begyndelsen af 2020. Fælles for de nye beboere vil være, at de alle har behov for støtte og vejledning i hverdagen og støtte til at indgå i sociale fællesskaber. Derfor vil der også være personale fra Furesø Kommune i botilbuddet.