Nordsjællands Politi har besluttet ikke at forlænge de fire visitationszoner i henholdsvis Helsingør, Kokkedal og Hillerød, som politikredsen indførte den 24. maj 2016.
De fire visitationszoner blev oprettet blandt andet på baggrund af to skyderier i maj måned i Helsingør og Hillerød samt beslaglæggelse af våben i Kokkedal og Hillerød. Visitationszonerne udløber tirsdag den 21. juni 2016 klokken 17.00.
I de forløbne 4 uger har Nordsjællands Politi gennemført flere operationer rettet mod bandemiljøet og anholdt 11 personer med tilknytning til bandegrupperingen Loyal To Familia, der nu sidder varetægtsfængslet.
– Politioperationerne og fængslingerne har formentlig bidraget til en roligere periode og har forhåbentlig også sendt et signal til bandemedlemmerne om, at den voldelige adfærd er helt uacceptabel, og at Nordsjællands politi tager dette meget seriøst, udtaler chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi, Magnus Andresen.
– Vi følger situationen i bandemiljøet i både Nordsjælland og de nærliggende politikredse meget tæt, og vi fastholder en betydelig politiindsats for at undgå, at situationen igen udvikler sig til voldelige opgør mellem grupperne. Det er vores vurdering, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for visitationszoner, men vi vil ikke tøve med at genindføre dem, hvis situationen ændrer sig, slutter Magnus Andresen.