22. november 2024

En politibil brød i brand i forbindelse med en eftersættelse i går, hvor både politibilen og den bil, som politiet jagtede kørte galt.

Det hele startede, da en af politiets hundepatruljer i går var i Faxe Ladeplads, og betjentene besluttede sig for at tjekke en bil, der kørte i Hovedgaden. Det var føreren af bilen ikke med på, så han speedede op og kørte med høj hastighed ud af byen ad Hestehavevej – med politiet i hælene.

Han fortsatte ad Kissendrupvej, til højre ad Vivedevej og til højre igen ad Tågerupvej, hvor han drejede af på en skovvej.

Vejen var imidlertid fedtet af nedfaldne blade, så bilisten mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et træ, og politibilen ramte den forulykkede bil, inden den kørte ind i et andet træ.

Bilisten stak af, men blev efterfølgende anholdt af en anden politipatrulje, der var blevet tilkaldt.

Politibilen brød i brand ved uheldet og udbrændte fuldstændigt.

Ingen af betjentene kom noget til, men de blev begge to kørt til et tjek på skadestuen.

Uheldsbilisten var en 22-årig mand fra Karise, som blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.