Den 15-årige dreng, som den 2. februar blev indlagt efter indtagelse af stoffet MDMA er afgået ved døden. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Drengen blev indbragt til Køge sygehus efter indtagelse af MDMA i Haslev, og senere blev han overført til Rigshospitalet, hvor han kort efter midnat natten til torsdag afgik ved døden.
Politiet har siden indlæggelsen af den 15-årige foretaget flere anholdelser og afhøringer blandt de unge i omgangskredsen, og samtidig advaret mod indtagelsen af det farlige MDMA.
– Det vigtige efterforskningsarbejde intensiveres ovenpå nattens dødsfald, og vi advarer endnu en gang de unge kraftigt mod at indtage lignende stof, siger politiinspektør Kim Kliver, men har ikke yderligere kommentarer til sagen.