For første gang nogensinde får københavnerne nu mulighed for at opleve den anmelderroste forestilling Den Hellige Nat i hjemlige omgivelser. Århusianske Teatret Gruppe 38, har pakket bilen og spiller på Amagers teater ZeBU fra 1.-19. december.
Den anmelderroste juleforestilling Den Hellige Nat har indtil nu været forbeholdt århusianerne, hvor den som en fast tradition har spillet på Teatret Gruppe 38 i Århus. For første gang får københavnerne nu chancen for at opleve dette både klassiske – og meget alternative – bud på en juleforestilling.
Glæden var stor på begge sider af bordet, da kontrakten blev underskrevet og det blev en realitet, at Teatret Gruppe 38 kom til hovedstaden for at spille forestillingen. Fra den 1.-19. december kan man derfor nu opleve et af landets mest poetiske og internationalt anerkendte teatre i en fortryllende, sprød og sansemættet forestilling om den nat, da himmelen rørte jorden.
Teatret Gruppe 38 har øvrigt netop har modtaget prisen som Årets Børneteater 2010 af Danmarks Teaterforeninger og er nomineret til en af verdens mest prestigefyldte teaterpriser, ASSITEJ International’s Honorary President Award 2011.
Teateranmelder Anne Middelboe, Information, skrev om forestillingen:
”Catherine Poher har iscenesat Den hellige nat med en sprudlende humor, der klæder højtideligheden omkring julebarnet, og wonderscenografen Paolo Cardona lader tilskuerne se ned i verdensrummet og få øje på de pyntesyge kameler og julemanden i glitterkane – med politieskorte i LEGO. Usynlige dukkespillere fører poesien gennem stjernerne, og organisten spiller med bare ben i engleskjorte, så kejser Augustus kan få sine folk talt op. Netop i denne mærkelige svævedans mellem det jordnære og det ophøjede rammer Teatret Gruppe 38 en julestemning, så man bliver helt stille og knuger den brunkagemand, som nogen anbragte i ens hånd undervejs.”