22. november 2024

Der er nu rejst sigtelser i to voldsepisoder hvor fans af Brøndby IF gik efter fans fra FC København.

Københavns Vestegns Politi har sigtet fire mænd for slagsmål på Hvidovre Hospital.

Slagsmålet fandt sted om eftermiddagen den 18. september, da 10-20 unge Brøndbyfans skaffede sig adgang til Hvidovre Skadestue hvor de ville have fat i en FCK fan, som havde søgt behandling på skadestuen. Dette skete mens flere borgere med børn var tilstede i venteværelset og måtte søge tilflugt på fødeafdelingen.

Vold og hærværk
Efter gennemgang af videoovervågningen fra Hvidovre Hospital, er flere personer nu identificeret af politiet.

Københavns Vestegns Politi har indenfor de seneste dage foretaget afhøringer og sigtelse af fire unge mænd, der mistænkes for bla. vold, hærværk og grov forstyrrelse af ro og orden på et offentlig sted. Yderligere er en ung mand blevet identificeret, men han har ikke ønsket at få afklaret af sit mellemværende med politiet, hvorfor han nu er efterlyst med henblik sigtelse og afhøring. Politiet kan ikke udelukke, at efterforskningen vil føre til flere sigtelser.

– Der er tale om fuldstændig uacceptabel adfærd på et sygehus, som borgerne skal kunne opsøge i tryghed, men hvor de i stedet måtte springe for livet med deres børn på grund af disse fodboldbøller. Jeg er meget tilfreds med, at efterforskningen nu har kunnet afdække flere af dem vi mistænker for at have deltaget i dette slagsmål, siger politikommissær Henrik Hougaard fra Københavns Vestegns distrikt Øst.

Også sigtelse i sag fra Lumskebuksen
Sagerne fra Hvidovre Hospital får nu et juridisk efterspil, ligesom der nu vil blive oprettet karantænesager mod de nu sigtede.

I samarbejde med Københavns Politi, har sagen nu også ført til, at en af de nu sigtede yderligere også er blevet sigtet for vold, hærværk og grov forstyrrelse af ro og orden ved den 28. august, at have medvirket til optøjer på “Lumskebuksen” i København, som er tilholdssted for FCK tilhængere.

Motivet til episoden på Hvidovre Hospital skulle angiveligt være, at en ukendt gruppe fra FCK tidligere på dagen havde overfaldet “Huset” beliggende på Hesselager i Brøndby. I den forbindelse var flere Brøndbyfans kommet til skade. Denne episode er dog ikke blevet anmeldt til politiet.

De unge mænd er i alderen 18 til 35 år og kommer fra Københavns området og den Københavnske Vestegn. De nægter sig alle skyldige i sigtelserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.