19. april 2024

Foto: Presse-fotos.dk

Efter længere tids efterforskning gennemførte Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen en større anholdelsesaktion i Køge i en sag om salg af narko via sociale medier.

15 personer blev anholdt under morgenens politiaktion, der har været  koncentreret omkring området ved Gymnasievej i Køge.

I alt har politiet været tilstede på 20 forskellige adresser. De anholdte sidder i øjeblikket til afhøring, og det er pt forventningen, at 12 personer skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl 11. 

– Det er et kriminelt miljø i Køge, som vi har haft fokus på i et stykke tid. Vi har fået fat på alle de personer, som vi gik efter, og de er sigtet for narkohandel. Det er vores opfattelse, at salget af narko blandt andet er sket via Snapchat, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen.


Der er tale om 12 mænd i alderen 20-54 år.

Der er i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagninger af en række lejligheder og kælderrum i området. Det er i den forbindelse indtil nu gjort mindre fund af kontanter og euforiserende stoffer. Politiet forventes at arbejde i området et par timer endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.