29. marts 2024

Foto: Presse-fotos.dk

Københavns Vestegns Politi søger vidner efter en mand blev ramt af skud i Ulsøparken i Brøndby Strand sent fredag aften.

Politiet modtog anmeldelsen om, at en mand var ramt af skud, kl. 23.34.

Der viste sig at være tale om en 25-årig mand, som var ramt af et skud og blev kørt i ambulance til et hospital, hvor han fortsat er indlagt og meldt uden for livsfare.

Efterforskningen tyder på, at der er affyret flere skud i området ved Ulsøparken.

-Her lørdag formiddag er vi stadig ved at kortlægge hændelsesforløbet i aftes, og vi hører gerne fra vidner, som har set bemærket noget mistænkeligt i tiden før, under eller efter hændelsen ved 23.30-tiden i Ulsøparken – det kunne for eksempel være personer eller køretøjer, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at efterforskningen er i sin tidlige fase, og at motivet endnu er uklart, men at intet foreløbig tyder på sammenhæng med de sidste ugers skudepisoder i Storkøbenhavn. Han understreger dog samtidig, at der efterforskes bredt og at der ikke udelukkes noget.

Undersøgelser i området har afdækket, at der muligvis fandt et slagsmål sted fredag aften omkring kl. 19 ved Kisumparken nr. 118 ikke langt fra Ulsøparken.

Det vides endnu ikke, om de to hændelser kan hænge sammen, men Københavns Vestegns Politi hører også gerne fra vidner med kendskab til episoden i Kisumparken. Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefon 4386 1448.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.