DMI varsler snestorm

Onsdag vil kalenderen sige 1. december – den første dag i vinteren, og det kan også blive meget vinterligt i morgen, ifølge DMI’s varsel.

DMI har nemlig varslet snestorm kategori 2 – farligt vejr for store dele af Jylland og Sjælland.

På Sjælland gælder det kommunerne Odsherred, Kalundborg, Holbæk, Lejre, Frederikssund, Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Allerød, Helsingør, Fredensborg og Hørsholm.

Her venter DMI blæsevejr af frisk vind til kuling, dvs. 10-15 m/s fra øst og samtidig snefald, som i periode vil være mellem 10 og 15 cm sne på 6 timer og sammenlagt 10-20 cm i varslingsperioden.

Årsagen er et lavtryk, som onsdag går over den sydlige del af landet og med det følger en front, som giver udbrudt nedbør. Ifølge DMI vil der nord for lavtrykket være temperaturer omkring frysepunktet, og her vil nedbøren hovedsageligt falde som sne. Syd for lavtrykket, hvor temperaturen ventes at være over frysepunktet, falder nedbøren som regn. Præcis hvor grænsen kommer til at gå, er endnu usikkert.

Du kan følge med i vejrudviklingen på www.dmi.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.