19. april 2024

Foto: Rolf Larsen

Mandag eftermiddag ved 15-tiden modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om et voldeligt overfald, som var sket ved et maskinværksted på Hallebyorevej i Hallebyore i Kalundborg Kommune.

En 39-årig mand fra Gørlev, som var på besøg på stedet, var blevet opsøgt af en bekendt, som mente, at de havde et økonomisk mellemværende. Den 39-årige opdagede, at den bekendte, en 43-årig mand fra Slagelse, havde piftet dækkene på hans bil, som holdt på stedet. Der opstod uenighed imellem de to parter i forhold til det økonomiske spørgsmål. Herunder blev den 39-årige udsat for vold af den 43-årige, som slog ham i ansigtet, så hans briller gik i stykker.

Den 43-årige truede den 39-åriges med en kniv og bad om hans ejendele, og de penge han ifølge den 43-årige skyldte, men fik ingen værdier udleveret.

Den 39-åriges bil fik foruden hærværket på dækkene også knust et sidespejl.

Ved 18-tiden anholdt politiet den mistænkte 43-årige mand, som blev sigtet for forsøg på røveri mod den 39-årige og hærværk på bilen.
Han blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling.

Sagen blev vurderet juridisk, men da der ikke blev fundet grundlag for at fremstille den 43-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, blev han løsladt senere på aftenen.

Den 43-årige er fortsat sigtet i sagen og vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.