28. marts 2024

Foto: Rolf Larsen.

Natten til torsdag fik politiet flere anmeldelser fra borgere, der havde set og hørt to biler ræse gennem Vordingborg og blandt andet lave håndbremsevendinger.

Den ene bil – en Skoda – kørte galt i krydset Mønsvej/Kalvehavevej, og da politiet kom frem, var føreren stukket af. Der var tre passagerer i bilen, og en ivrig politihund snusede sig op til føreren, der skjulte sig i nærheden. Det var en 17-årig mand fra Vordingborg, og han blev anholdt klokken 1.31 og sigtet for kørsel uden førerret og for ikke at overholde sine forpligtelser ved færdselsuheld.

I bilen blev der fundet forskellige mistænkelige effekter, som kan bruges til indbrud, og derfor blev den 17-årige sammen med de tre andre – der er 15-20 år og fra lokalområdet – sigtet for tyveri.

Den anden bil, en Ford, blev standset på Møn, hvor den kørte med meget høj hastighed.

Føreren var en 22-årig mand fra Nykøbing, som blev sigtet for spiritus- og narkokørsel, og da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da han flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev bilen beslaglagt på stedet.

En 30-årig mand, som var med i bilen, blev sigtet for tyveri af blomsterbuketter og en kasse til skrabelodder.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at alle anholdte efterfølgende er blevet løsladt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.