Eksperter advarer: Børnesnacks er sukkerbomber

Hele landet: Mellemmåltider markedsført til børn har et meget højt indhold af sukker. Det viser en gennemgang af en lang række produkter, som ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen har lavet for Søndagsavisen. Det gælder også de populære produkter med tørret frugt.

– Hele paletten af tørret frugt er hvinende sødt og bør på ingen måde blive til en hverdagssnack – det bør kun være en lidt sundere erstatning for slik, siger han til Søndagsavisen.

Søndagsavisen skriver, at f.eks. frugtstænger med blåbær fra Castus har en sukkerprocent på 59 procent og Sun Maids Mini Snack Rosiner har en sukkerprocent på 71. På trods af bl.a. vitaminer, mineraler og fibre i naturligt sukker, så er kemien i sukkeret det samme som i raffineret sukker og derfor reagerer kroppen ens uanset sukkerets art.

– Børn har brug for at få mellemmåltider, der giver dem energi til at lege og udvikle sig. Men sukker er sukker, om det er sødet med honning, druesukker eller frugtsukker,” siger sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen og anbefaler at forældre tænker sig meget grundigt om, når de vælger mellemmåltider til deres små børn.

Ifølge Søndagsavisen anerkender marketingschef hos Castus, Mette Rasmussen, ikke, at deres produkter skulle være mere usunde end naturens egen naturlige snack:

– Der er stort set det samme frugtsukker i en af vores frugtstænger som der er i et stykke frugt som for eksempel et æble, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.