Guldborgsund Kommune har bevilget knap en halv million kroner til tre lokale projekter i kommunens landdistrikter. Midlerne skal styrke fællesskab, fritidsliv og tilgængelighed, og bevillingerne kommer fra Landdistriktspuljen.
Udvalget for Landdistrikter, Bosætning & Medborgerskab har samlet bevilget 482.000 kroner til projekter fra Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing, Sydfalster Jagtforening og Kettingebadets Venner i Kettinge.
Ifølge udvalgsformand Bob Richard Nielsen (Æ) afspejler bevillingerne en klar prioritering af lokale initiativer.
-“Det er tre meget forskellige projekter, men fælles for dem er, at de drives af engagerede lokale fællesskaber og har stor betydning for både borgere og besøgende. Landdistriktspuljen skal netop være med til at understøtte den slags initiativer, der skaber liv, sammenhængskraft og attraktive rammer i vores lokalområder,” siger Bob Richard Nielsen.
Danmarks Motorcykelmuseum modtager 45.000 kroner i forbindelse med museets flytning til nye lokaler på Dosseringen 3 i Stubbekøbing. Pengene skal bruges til materialer til flisebelægning omkring bygningen, så adgangs- og opholdsforhold forbedres, herunder for personer med handicap. Projektet indgår i et større flytte- og indretningsprojekt med betydelig medfinansiering fra museet selv.
“Museet er et vigtigt trækplaster og en del af fortællingen om Stubbekøbing og området. Det er vigtigt, at det også er let og trygt at komme dertil for alle,” siger udvalgsformanden.
Sydfalster Jagtforening får 50.000 kroner til at udbygge deres eksisterende skydebaneanlæg, så der fremover kan tilbydes sportingskydning. Disciplinen er populær blandt unge og jægeraspiranter og efterspørges også af gæster og turister. Udvidelsen skal styrke foreningens fællesskab og give mulighed for at tilbyde aktiviteten lokalt.
-“Når lokale foreninger investerer i nye aktiviteter for især unge, er det noget, vi meget gerne bakker op om. Det er med til at fastholde engagement og give flere gode fritidstilbud i landdistrikterne,” siger Bob Richard Nielsen.
Den største bevilling på 387.000 kroner går til Kettingebadets Venner. Midlerne skal bruges til at udskifte det nedslidte pumpe- og filtersystem i Kettinge Friluftsbad, så badet fortsat kan leve op til myndighedernes krav til vandkvalitet. Friluftsbadet fungerer som samlingspunkt i lokalområdet og besøges årligt af omkring 5.000 gæster samt skolebørn fra området.
-“Kettinge Friluftsbad er et klassisk eksempel på et sted, der betyder meget mere end selve faciliteten. Det er et mødested og en del af sommerlivet for mange familier og børn. Derfor er det helt afgørende, at badet kan fortsætte også efter 2026,” afrunder Bob Richard Nielsen.



