Politiet har modtaget to anmeldelser om tricktyverier begået mod ældre kvinder i Ølbycenteret i Køge fredag og lørdag.
Fredag kl. 14.40 blev en 81-årig kvinde bestjålet, mens hun handlede i et supermarked. En udenlandsk kvinde afledte hendes opmærksomhed, og imens lykkedes det en mand at stjæle hendes pung. Pungen indeholdt 1.650 kroner, dankort, kørekort og medlemskort til Ældresagen.
Lørdag omkring middagstid blev en 72-årig kvinde ligeledes udsat for tricktyveri i samme område. Udenfor supermarkedet blev hun kontaktet af et par, som spurgte om vej til sygehuset. Kvinden forsøgte at hjælpe, men opdagede senere, at hendes dankort var stjålet fra pungen. Der var efterfølgende hævet omkring 6.000 kroner fra kortet.
Politiet har beskrevet to formodede gerningspar i sagen:
Fredagens gerningspar:
- Mand: 40 år, 170-175 cm høj, kraftig bygning, lys i huden, sort kort hår, talte engelsk og var iført blå vindjakke.
- Kvinde: 30-40 år, 157-160 cm høj, almindelig bygning, lys i huden, kort brunt hår, iført lyse bukser og stram overdel.
Lørdagens gerningspar:
- A – Kvinde: Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 160-170 cm, hvid hud, mellemlangt sort hår opsat i hestehale med hvid hårelastik. Iført sort jakke, sort trøje, sorte jeans og sorte sneakers med hvid sål. Bar en sort skuldertaske og en blå/hvid Matas-pose.
- B – Mand: Østeuropæisk af udseende, 45-55 år, 170-180 cm, hvid hud, gråt fuldskæg med sort overskæg og hageskæg. Iført hvid kasket med rødt logo, sort jakke, hvid trøje, sorte bukser og hvide sneakers.
Politiet opfordrer vidner, der har set episoderne eller de beskrevne personer, til at kontakte dem på telefon 114.



