Tirsdag aften rykkede politiet ud til en adresse i Næstved efter et tip om mulig handel med ulovlige stoffer.
På stedet observerede betjentene fire personer, som satte sig ind i en bil og kørte fra adressen. Kort efter blev bilen standset på Snerlevej. Føreren, en 20-årig mand fra Haslev, virkede påvirket af stoffer og havde ikke kørekort. Ved en nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet to knive, og det viste sig desuden, at bilens nummerplader tilhørte en anden bil.
Den 20-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, overtrædelse af knivloven samt for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring.
En 18-årig mand fra Næstved, der var passager i bilen, havde 5,1 gram hash på sig og blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
En 18-årig kvinde fra Næstved var i besiddelse af 0,5 gram amfetamin samt i alt 35,4 gram hash fordelt i mindre pakker. Hun blev anholdt og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Ved en efterfølgende undersøgelse af hendes bopæl fandt politiet yderligere 1,4 gram hash. Kvinden blev afhørt og løsladt igen klokken 21.22, men er fortsat sigtet i sagen.




