København: Så er det tid til tid til at folde sig ud i alverdens sjove, forførende og medrivende dansestilarter, få smilet frem og sved på panden når sommerens alsidige danseprogram starter.
Københavns Kommune gentager succesen på 10’ende år med parkdans under åben himmel og indbyder byens borgere til Sommerdans i Fælledparken 2010 fra i morgen 21. juni til 22. juli.
Sommerdans 2010 foregår på den nyrenoverede Danseplads i Fælledparken på hjørnet af Edel Sauntes Allé og Øster Allé. Det flotte dansegulv med funklende lyskæder danner en hyggelig ramme om mange gode danseoplevelser for københavnere, som mødes på tværs af aldersgrupper, kulturer og nationaliteter.
Mandag til torsdag aften kl. 19-22 vil der være gratis danseundervisning for begyndere i forskellige stilarter og DJ’s der spiller op til fri dans. Alle er velkomne og stemningen er glad og afslappet.
Årets program byder traditionen tro på en vifte af dansestilarter fra bollywood, tango og salsa til Ballroom og dansk folkedans.
Sommerdans i Fælledparken 2010 starter mandag den 21. juni med medrivende cubansk dans og live musik med stilarter og stemninger fra livet i Cuba i 50’erne, der blev genopdaget verden over gennem de populære Buena Vista Social Club koncerter og film.
Den cubanske danser Pablo Trujillo, tidligere solist i det verdenskendte kompagni Danza National de Cuba, vil instruere de populære cubanske pardanse chachacha og son, danse der ligger til grund for nye populære stilarter som salsa og andre. Derefter spiller Grupo Sabor Tropical velsvingende cubansk dansemusik, en uimodståelig invitation til at åbne årets sæson med dans på den nye Danseplads.
Sommerdans for børn byder op til dans i forskellige stilarter hver torsdag eftermiddag; for børn indtil 7 år kl. 12-12.45 og for de større børn kl. 13-14.
Sommerdans i Fælledparken har de sidste 9 år været en kæmpe succes, så puds danseskoene, pak madkurven og tag familie, venner, naboer og kollegaer med til uforglemmelige danseoplevelser i de lyse sommernætter.
Det danske sommervejr kan være lunefuldt, og da sommerdans foregår under åben himmel, aflyses arrangementet i tilfælde af regn.
Du kan læse mere om Sommerdans på: www.kk.dk/sommerdans.