5. december 2024
man hands waiting senior

Foto: Pixabay.

Torsdag aften sendte TV2 programmet “Opråb fra plejehjemmet”, hvor det med skjulte optagelser blev dokumenteret, hvad der mest af alt minder om omsorgssvigt på et plejehjem i Køge.

TV2 har haft en “muldvarp” ansat på plejehjemmet Nørremarken og på 28 vagter så hun b.a. hvordan en beboer, som ikke selv kunne vende sig, lå i sin seng i 12 timer uden at blive vendt, hvordan en anden beboer blev overladt til sig selv med våd ble, manglende medicingivning og hvordan medarbejdere holdt lange pauser eller forlod arbejdspladsen for at hente en bil.

I udsendelsen var der også eksempler på “hård tone” overfor beboere.

Kommune igangsætter tiltag

Køge Kommune havde inden udsendelsen mulighed for at se råklip i sidste måned og har på den baggrund talt med beboere, pårørende og medarbejdere. Man har nu igangsat en række tiltag for at skabe forandring på Nørremarkens Plejecenter.

Et af tiltagene er, at fire sygeplejersker med stærk faglighed og erfaring med systematisk dokumentation i en periode overføres til Nørremarkens plejecenter, hvor de har til opgave at højne den faglige kvalitet, arbejdsgange og den måde, dokumentation bliver foretaget på.

Andre tiltag er, at der indføres systematisk faglig supervision af medarbejderne ved en ekstern konsulent, der udarbejdes en ny instruks til medarbejderne om magtanvendelse og registrering af magtanvendelse og der indføres et nyt elektronisk journalsystem med tilhørende nye arbejdsgange.

Desuden indføres en koordinatorfunktion på de enkelte plejeafsnit, som skal bidrage til bedre arbejdsplanlægning, samt at arbejdsgange, instrukser etc. implementeres og følges af medarbejderne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.