Onsdag blev det første rejsegilde i den kommende bydel Vridsløse fejret på den tidligere fængselsgrund i Albertslund. Arrangementet markerede en vigtig milepæl i omdannelsen af området fra lukket institution til en ny, levende bydel.
Rejsegildet blev afholdt med traditionelle elementer som flag, krans, taler og pølsevogn. Der blev også rettet en stor tak til de håndværkere, som har været med til at rejse det første byggeri. Flere medlemmer af kommunalbestyrelsen deltog i fejringen, og borgmester Steen Christiansen holdt tale ved begivenheden.
Vridsløse er under udvikling til en ny bydel med mere end 1400 boliger. De første beboere forventes at kunne flytte ind i 2027. Området, der tidligere husede det lukkede Vridsløselille Statsfængsel, er nu ved at blive åbnet op og integreret som en aktiv del af Albertslund.
Det ikoniske fængsel, som snart sagt alle danskere kender fra Olsen Bande-filmene, lukkede for flere år siden.


