Tirsdag aften kl. 22.20 standsede færdselspolitiet en personbil på Vestre Ringvej i Borup, hvor føreren – en 42-årig mand fra Korsør – hurtigt viste tegn på at være påvirket.
En narkometertest bekræftede, at manden var påvirket af amfetamin, og en alkometertest viste desuden, at han også havde alkohol i blodet over det tilladte.
Det viste sig, at den 42-årige ikke havde generhvervet sit kørekort, og han erkendte at have kørt uden førerret. Da det var tredje gang inden for tre år, at han blev taget i at køre uden gyldigt kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet i henhold til de gældende regler.
Manden blev sigtet for narkokørsel, spirituskørsel og kørsel uden førerret.




