Ny rapport: Hver femte voksen dansker har svært ved at løse komplekse problemer

Omkring 20 procent af danskerne mellem 16 og 65 år har vanskeligt ved at anvende information til at løse komplekse problemer og tilpasse sig nye oplysninger. Det viser en ny temarapport fra den internationale undersøgelse PIAAC om danskernes færdigheder i adaptiv problemløsning.

Adaptiv problemløsning handler om evnen til at forstå og bruge information til at løse opgaver – og til at justere løsningen, når nye forhold opstår. I undersøgelsen blev deltagerne stillet over for opgaver, der efterligner situationer fra hverdagen og arbejdsmarkedet, såsom at planlægge ruter med uforudsete hændelser eller handle aktier på en fiktiv børs med skiftende markedsforhold.

Mens ni procent af de danske deltagere opnåede et højt færdighedsniveau, havde cirka hver femte vanskeligheder med denne form for problemløsning. Danmark ligger samlet set over gennemsnittet blandt de 31 deltagende lande og er på niveau med Norge og Sverige. Dog klarer deltagere fra Sverige, Finland og Norge sig i gennemsnit bedre end de danske.

Undersøgelsen viser også markante forskelle mellem aldersgrupper. Næsten en tredjedel af de 55-65-årige har lave færdigheder i adaptiv problemløsning, mens det kun gælder for under ti procent af de 25-34-årige. Ifølge rapporten kan forskellen skyldes, at yngre generationer i højere grad har modtaget projektorienteret og tværfaglig undervisning og er vokset op med digitale teknologier og konstant informationsstrøm.

Desuden peger undersøgelsen på, at evner i læsning og regning hænger tæt sammen med evnen til adaptiv problemløsning. Personer med lave læse- og regnefærdigheder har ofte også vanskeligheder med at løse komplekse problemer, mens de stærkeste problemløsere typisk også scorer højt på læsning og regning. Evnen til adaptiv problemløsning betragtes dog som en selvstændig færdighed.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye udtaler i forbindelse med rapporten:

”Voksenuddannelse er en mærkesag for mig. Samfundet og arbejdsmarkedet bliver mere og mere komplekst, og det stiller krav til, at vi kan bruge og anvende information kritisk og tilpasse os forandringer. Denne undersøgelse bekræfter mig kun i, at vi skal blive ved med at prioritere voksenuddannelse og sikre mulighederne for, at man kan forbedre sine færdigheder gennem hele livet. Derfor er det afgørende for mig, at hele voksenuddannelsesområdet kommer styrket ud af en omlægning af uddannelsessystemet, som vi er ved at lave.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.