Nu skal der højspændingskabler i jorden mellem Hørsholm og Helsingør

Energinet går snart i gang med de første anlægsaktiviteter på den nye 132 kV højspændings kabelforbindelse mellem Teglstrupgård ved Helsingør og Stasevang ved Hørsholm.

Samtidig fjernes de nuværende luftledninger og elmaster, hvilket skal forskønne området til gavn for både natur og naboer.

-”Vi ved godt, at vores kabelarbejde påvirker mange mennesker, dér hvor vi arbejder. Men arbejdet er planlagt, så vi generer vores omgivelser i så kort en periode som muligt. Og vi sørger for at skilte og informere målrettet om projektet”, siger Mikkel Toft, projektleder i Energinet og ansvarlig for den nye kabelforbindelse.

Forberedelserne til de omfattende underboringer begynder i denne måned Her går hovedentreprenøren Per Aarsleff A/S sammen med datterselskaberne Østergaard A/S og Petri Haugsted A/S i gang med at etablere de nødvendige adgangsforhold. Underboringerne skal føre højspændingskablerne under veje, vandløb og naturområder, og arbejdet indebærer blandt andet udlægning af køreplader og opsætning af paddehegn for at beskytte dyrelivet.

De første egentlige underboringer starter i marts i nærheden af højspændingsstationen Teglstrupgård i Helsingør. Herefter fortsætter arbejdet flere steder langs den cirka 20 kilometer lange strækning hen over foråret og resten af året. Nogle underboringer kan kun udføres på bestemte tidspunkter af hensyn til miljøet, mens andre afhænger af, hvornår Energinet får adgang til de berørte arealer.

Til efteråret begynder selve kabeludgravningerne på de lange og lige strækninger, som primært ligger på marker og i åbent terræn. Her anvender entreprenøren en såkaldt gravekasse, hvor sand, kabler og dækbånd lægges i kabelgraven i én samlet arbejdsgang. Metoden betyder, at udgravningerne kun står åbne i korte sektioner ad gangen.

-”Ved at bruge gravekasse begrænser vi den periode, hvor en udgravning står åben. Det er både til gavn for dyrelivet, lodsejerne og fritidsbrugerne”, siger Henrik Rahbek, projektchef hos Per Aarsleff A/S.

Det samlede kabelarbejde forventes at være afsluttet i foråret 2027. Parallelt med anlægsarbejdet moderniserer Energinet Stasevang Højspændingsstation, hvor den nye kabelforbindelse skal tilsluttes. I løbet af 2027 opføres blandt andet en ny stationsbygning. Indtil den står færdig, tilsluttes kabelforbindelsen midlertidigt den eksisterende station, hvorefter den permanente tilslutning gennemføres, når den nye station er bygget og testet.

Når den nye kabelforbindelse er sat i drift, kan de eksisterende 132 kV luftledninger og master mellem Hørsholm og Helsingør fjernes. Nedtagningen forventes gennemført fra 2027 og frem til senest 2029.

De nye jordkabler er kraftigere end de nuværende luftledninger og øger kapaciteten i området, hvilket skal give en mere robust elforsyning til Østdanmark. Samtidig forsvinder luftledningerne fra landskabet, hvilket forbedrer udsigterne og giver bedre adgang til rekreative områder. Projektet er en del af Folketingets forskønnelsesplan, hvor udvalgte luftledninger i Danmark erstattes med jordkabler for både at styrke elnettet og forskønne de lokale omgivelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.