Lørdag morgen kl. 06.24 blev politi og brandvæsen tilkaldt til en brand på dækket af en båd ved Midtermolen i Holbæk Havn. En bilist havde opdaget flammerne og slået alarm.
Der var ingen personer på båden, og brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, inden den forårsagede større skader. En nærmere undersøgelse af brandstedet viste, at ilden var opstået omkring en dåse akrylmaling. Det har ført til en mistanke om, at branden kan være påsat, og sagen efterforskes derfor som mistænkelig.
Midt- og Vestsjællands Politi beder nu borgere, der har set personer ved Holbæk Havn tidligt lørdag morgen, om at kontakte politiet på telefon 114.



