Politiet modtog mandag klokken 12.38 en anmeldelse om droneflyvning for tæt på lufthavnen i Tune ved Roskilde. Som følge heraf blev luftrummet midlertidigt lukket, og en patrulje blev sendt til området.
På Tunevej traf betjentene en 59-årig mand fra Jylland, som var i gang med at opmåle et område ved en grusgrav ved hjælp af en drone.
Da manden ikke havde søgt den nødvendige tilladelse hos Trafikstyrelsen til at flyve i området, blev han sigtet for overtrædelse af dronebekendtgørelsen. Han kan forvente en bøde i sagen.




