Torsdag aften skete der et færdselsuheld på Slagelsevej mellem Fuglebjerg og Slagelse.
Kort forinden havde en bilist anmeldt til politiet, at en bil kørte meget usikkert. Kort efter forulykkede bilen. En 41-årig kvinde fra Vordingborg, som kørte mod Slagelse, kom over i den modgående vejbane og kolliderede med en anden personbil ført af en 53-årig mand.
Den 41-årige virkede påvirket, og en alkometertest viste en promille et stykke over 2. Hun blev anholdt klokken 18.12 og sigtet for spirituskørsel. Begge parter blev tilset af ambulancepersonale, men ingen af dem var kommet til skade.
På grund af den høje promille blev kvindens førerret inddraget, og bilen, hun kørte i, blev beslaglagt. Hun blev løsladt igen klokken 18.56 efter at have fået taget en blodprøve.



