En ny girafkalv kom fredag til verden i Zoologisk Have København. Kalven blev født den 13. marts klokken 13.03, hvor både gæster og personale kunne overvære fødslen. Ifølge ZOO har både mor og unge det godt.
Dyrepasserne opdagede allerede omkring klokken 09.30, at fødslen var i gang i girafstalden.
-”Girafmor er førstegangsfødende og holder pauser undervejs i fødslen. Så det er helt naturligt, at det tager tid,” siger dyrepasser Nicolai Østergaard.
Både girafmor og far er førstegangsforældre. Ifølge dyrepasseren var avlshannen meget ung og lav, da han kom til ZOO, hvilket i begyndelsen gjorde parringen vanskelig.
-”Vores udfordring har været, at den nye avlshan var meget ung og ikke så høj, da han kom til ZOO. Hunnerne var i brunst, og han vidste også godt, hvad han skulle gøre, men han kunne simpelthen ikke nå op. Men han voksede, og til sidst lykkedes det,” siger Nicolai Østergaard.
En giraf er drægtig i omkring 15 måneder og føder normalt én kalv. Ved fødslen er en girafkalv knap to meter høj og vejer mellem 50 og 60 kilo.
Den nyfødte kalv vil i den første tid opholde sig i stalden sammen med sin mor. Her kan besøgende få et glimt af den, mens dyrlægerne blandt andet vil undersøge den og fastslå dens køn. Først når kalven står sikkert på benene, vil den gradvist blive introduceret til resten af savannen.
Ifølge ZOO kan der være flere giraffødsler på vej.
-”Vores to andre girafhunner er også drægtige. Vi forventer, at de nedkommer inden for de næste par måneder,” siger Nicolai Østergaard.
Giraffer er tæt på at være en truet art i naturen, blandt andet på grund af menneskelig aktivitet, der begrænser deres leveområder. Zoologisk Have København deltager derfor i et internationalt avlsprogram for giraffer.
-”Vi er meget glade. Den europæiske girafbestand er i tilbagegang, så nye fødsler er vigtige for avlsprogrammet. I ZOO har vi tre hunner, der alle gerne skulle bidrage med unger,” siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.




