16. april 2024

Kopivarer fra boden på Bellahøj Kræmmermarked. Foto: FSK (Politifoto)

Gucci, Louis Vuitton og Moncler til utrolige spotpriser – det var hvad gæsterne på Bellahøj Kræmmermarked fik tilbudt i en af boderne. Men tilbuddet var for godt til at være sandt og det har nu kostet et ægtepar en dom for varemærkekrænkelser.

Sagen startede, da politiet tilbage i september 2019 modtog en anmeldelse om, at der formentlig skete salg af kopitøj på Bellahøj Kræmmermarked. Anmelderen mente, at kvaliteten af tøjet var ringe ligesom priserne var urealistisk lave, og at der derfor måtte være tale ulovligt salg af beklædningsgenstande.

En politipatrulje undersøgte boden og i den forbindelse blev der fundet og efterfølgende beslaglagt over 330 tøjdele påført kendte varemærker såsom Armani, Burberry, Calvin Klein, Chanel, Fendi, Gucci, Louis Vuitton og Moncler. Der var både tale om tøj, sko, tasker og solbriller, som var sat til salg for ca. 50 til 450 kroner.

I forbindelse med efterforskningen indleverede kvinden en kvittering som et bevis for, at hun havde købt kopitøjet i god tro. Kvitteringen indeholdt både navn, adresse og CPR-nummer. Det var dog politiets opfattelse, at oplysningerne på kvitteringen var falske med intention om, at en anden skulle sigtes eller dømmes for salg af kopiprodukter.

Sagen er blevet behandlet i Retten på Frederiksberg, hvor der fredag blev afsagt dom mod ægteparret; en mand på nu 44 år og en kvinde på 32 år.

Retten fandt det bevist, at ægteparret havde fortsæt til at sælge kopiprodukter som krænkede kendte varemærker, og de blev derfor dømt for varemærkekrænkelser under skærpende omstændigheder. Foruden en betinget fængselsstraf blev manden idømt 30 timers samfundstjeneste, mens kvinden blev idømt 40 timers samfundstjeneste.

Retten fandt det også bevist, at oplysninger på kvitteringen var falske, og at kvinden havde intention til at få en anden sigtet eller dømt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.