Kulturudvalget i Fredensborg Kommune anbefaler, at byrådssalen fremover ikke udsmykkes permanent med Dannebrog eller andre flag.
Beslutningen blev truffet enstemmigt på udvalgets møde i mandags.
Udvalget lægger vægt på, at Dannebrog er et vigtigt nationalt symbol, som bør værnes om og anvendes på flagdage og ved særlige begivenheder. Derfor bør byrådssalen ikke have permanent flagudsmykning.
– Vi havde en rigtig god drøftelse i udvalget af mulighederne og de forskellige hensyn. Jeg er derfor glad for, at hele udvalget er enige om, at vi skal værne om Dannebrog som nationalt symbol, og at der fortsat skal flages med Dannebrog på flagdage på flagstangen uden for rådhuset. På den baggrund anbefaler et enigt udvalg til byrådet, at byrådssalen ikke udsmykkes med flag, siger udvalgsformand Per Frost Henriksen.
Sagen skal behandles i byrådet den 2. marts.




