En episode i et supermarked i Næstved tirsdag eftermiddag udviklede sig voldsomt, da en mand forsøgte at forlade butikken med to poser fyldt med varer uden at betale.
Da personalet konfronterede ham, svarede han igen med trusler og sagde, at han ville “pande medarbejderen en”.
Politiet blev tilkaldt og fandt hurtigt frem til den mistænkte et stykke væk fra butikken. Der var tale om en 45-årig mand fra lokalområdet, som blev anholdt klokken 18.05 og sigtet for røveri. Manden havde stadig de to poser med sig, indeholdende fødevarer til en samlet værdi af 403 kroner.
Han blev afhørt på politistationen og løsladt senere samme dag.




