En 40-årig mand blev torsdag aften standset ved færgelejet i Gedser under en indrejsekontrol, hvor Toldstyrelsen og politiet samarbejdede om kontrollen af bilister fra færgen.
Manden havde ikke noget kørekort, og ved en nærmere undersøgelse af bilen fandt myndighederne 20,5 gram ketamin, 0,6 gram heroin samt to totenschlægere. Den 40-årige blev anholdt kl. 18.30 og sigtet for kørsel uden førerret, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven.
Da han tidligere er blevet sigtet flere gange for at køre uden kørekort, blev bilen beslaglagt sammen med de ulovlige stoffer og våbnene. Han blev løsladt igen kl. 21.40.




