Politiet modtog onsdag aften en anmeldelse om en bil, der holdt parkeret på en vej i Appenæs med nummerplader, som tilhørte en anden bil.
En patrulje kørte til stedet og konstaterede, at nummerpladerne var meldt stjålet tidligere på måneden. På baggrund af vidneforklaringer fandt betjentene frem til en 31-årig mand, som tidligere var gået fra bilen. Han blev anholdt klokken 00.09.
Ved ransagning af bilen fandt politiet værktøj, som formodes at stamme fra et indbrud i et industriområde ved Stenstrup i weekenden. Den 31-årige blev sigtet for indbrud. Derudover blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da der blev fundet 0,5 gram amfetamin.
Efter afhøring blev den 31-årige løsladt.




