17. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 23-årig mand fra Solrød er blevet varetægtsfængslet, sigtet for bl.a. røveri mod to tankstationer i Greve natten til søndag.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog en anmeldelse klokken 04.00 om, at en knivbevæbnet mand havde begået røveri mod en tankstation på Stationsholmen. Røveren havde fået tre sixpacks med øl og to flasker vin som udbytte. Samtidig kom der en melding om, at der også havde været røveri mod en tankstation på Lillevangsvej. Her havde en maskeret mand også truet med en kniv og fået udleveret fem kartoner cigaretter og et mindre pengebeløb.

En politipatrulje kom frem til tankstationen på Lillevangsvej netop som gerningsmanden satte sig ind i en taxi. Med kniven truede han tilsyneladende taxichauffør til at køre sig væk fra stedet. Da taxien efterfølgende gjorde holdt på Vejleåvej i Ishøj lykkedes det for politiet at få anholdt gerningsmanden.

Politiets efterforskning viste, at den 23-årige tidligere på aftenen havde bestilt taxien til at hente sig på en adresse i Ishøj og derefter kørt rundt i den i nogle timer. Efterforskningen skal nu vise, hvad der præcist er foregået i det tidsrum.

Den 23-årige blev i et grundlovsforhør søndag fængslet frem til 16. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.