29. marts 2024
Overborgmester Frank Jensen (S). Foto: Københavns Kommune.

Overborgmester Frank Jensen (S). Foto: Københavns Kommune.

Københavns Kommune har nu passeret 20 smittede per 100.000 indbyggere. Overborgmester Frank Jensen (S) kalder det et “Wake-up call”.

Københavns Kommune er med 24,5 smittede per 100.000 indbyggere rykket ind i sundhedsmyndighedernes røde smittekategori. Grænsen mellem myndighedernes røde og grønne smittekategori går ved 20 smittede per 100.000 indbyggere. Smittebilledet i København er stadig diffust og i store træk geografisk spredt over hele byen, men dog med en klar overrepræsentation af unge, især de 20-29-årige.

Hos Københavns Kommune følger man udviklingen meget nøje og er i tæt kontakt med sundhedsmyndighederne. På den baggrund skrues der op for kommunikationen til borgerne med fokus på afstand og håndvask. Derudover skal medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med borgerkontakt nu testes for COVID-19 hver 14. dag.

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at der pt ikke iværksættes yderligere tiltag i Københavns Kommune – udover de mange forholdsregler og tiltag, der i forvejen er på skoler, i dagtilbud, plejehjem, fritidstilbud og øvrige kommunale institutioner for at forebygge smitte.

Overborgmester Frank Jensen (S) ser de seneste tal som et wakeupcall og en påmindelse om, at det er nu københavnerne skal stramme op på adfærden i hverdagen:

-Tallene er desværre en påmindelse om, at corona stadig er iblandt os. Derfor vil min stærkeste appel gå til de unge: Det er nu, vi for alvor skal vise, at vi kan holde fast i den gode adfærd med afstand og hyppig håndvask, som fik nedbragt smitten i foråret. Det gælder også, selvom du er ung og rask. Kun på den måde kan vi holde sygdommen i skak og fortsætte den gradvise åbning af byen og samfundet, som vi alle har ventet så længe på, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Udover at efterleve myndighedernes retningslinjer indbefatter Københavns Kommunes igangværende initiativer for at bremse spredningen af COVID-19 bl.a kommunikation via egne daginstitutioner, skoler, jobcentre, borgerservice, kulturhuse, biblioteker, foreninger mv., som har bred kontakt til københavnerne, dialog med boligselskaber for at nå ud til beboerne, også på andre sprog end dansk, samt øget kommunikation til unge københavnere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.