26. april 2024

Foto: Rolf Larsen

Mandag eftermiddag kort før klokken 17.30 fik politiet en anmeldelse om et slagsmål mellem to mænd på en parkeringsplads ved et supermarked på Søndre Ringvej i Roskilde.

Politiet rykkede ud til stedet, men da patruljen nåede frem, var slagsmålet stoppet.

Det viste sig, at en 24-årig mand fra Frederikssund og en 27-årig mand fra Vejby havde passeret hinanden på vej ind i supermarkedet. Den 24-årige havde i den anledning ytret sig nedladende om den 27-årige, der blot fortsatte ind for at foretage sit indkøb. Da han var kommet ud af forretningen og havde sat sig ind i sin bil, bemærkede han, at den 24-årige sad i bilen ved siden af. Da den 27-årige fortsat var irriteret over den 24-åriges bemærkninger, tog han en hobbykniv i bilen og åbnede en netop indkøbt skinkesalat, som han efterfølgende tværede ud i ansigtet på den 24-årige, hvorefter de to mænd røg i slagsmål.

Ingen af dem kom til skade, og politiet sigtede dem begge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Den 27-årige blev tillige sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde taget hobbykniven i lommen og med uden for bilen, men uden at bruge den i slagsmålet.

Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af deres strid på parkeringspladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.