23. april 2024

Tykskallet Malermusling. Foto: Jakob Bergengren (CC BY-SA 3.0)</a>

Tykskallet Malermusling. Foto: Jakob Bergengren (CC BY-SA 3.0)
EU har nu endeligt godkendt Næstved Kommunes ændringsansøgning for at redde den udrydningstruede malermusling i Susåen.

Det betyder, at Næstved sammen med Sorø, Faxe og Ringsted kommuner nu kan forbedre den 38 km lange strækning mellem Rødebro og Vester Broby i Øvre Suså.

Samarbejde om naturen med bredejere
Pengene fra EU skal bruges til at gøre Susåen mere naturlig. For eksempel skal der plantes træer langs åen og puttes sten ned i den, ligesom der skal laves gydebanker af grus og sættes fisk ud. Samtidig vil man også grave nogle store sandfang, fjerne mudder og slam fra åen samt fjerne nogle af de stive planter i kanten af åen. Alt dette vil ikke kun komme muslingen til gode men alt dyreliv i og omkring åen.

– Vi er virkelig glade for, at alle bevillinger fra EU er gået igennem. Det betyder, at vi kan sikre en truet art og hjælpe naturen. For Susåen er en del af Næstved Kommunes DNA. Nu ser vi frem til et godt samarbejde med de bredejere på strækningen, som har lyst til at være med. Og selvfølgelig også et godt samarbejde med Faxe, Ringsted og Sorø kommuner, som Susåen grænser op til, fortæller Helle Jessen, formand for Teknik og Miljøudvalget i Næstved Kommune.

Malermuslingen er selv med til at rense vandet
Den tykskallede malermusling er helt afhængig af nogle fisk, for at den kan formere sig. De små muslingelarver bruger nemlig fiskene elritser og hvidfinnet ferskvandsulk som rugemødre, inden den kan klare sig selv på bunden af vandløbet. Her lever de i omkring 40 år ved at filtrere vandet. Dermed er muslingerne med til at rense vandet i åen og skaber således en renere å – og på den måde er muslingen en nøgleart for mere liv både i og omkring åen.

Borgermøde
Næstved Kommune vil på et informationsmøde onsdag den 5. februar i Herlufmagle Hallen fortælle, hvordan man vil skabe mere liv i Susåen. Alle er velkomne til informationsmøde og der vil blive serveret aftenkaffe og lidt sødt til ganen. Mødet starter klokken 19 og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.