28. marts 2024

Flere fuldtidssygeplejersker

Af John Wennerwald, medlem af Regionsrådet i Region Sjælland og medlem af byrådet i Solrød Kommune for Socialdemokratiet.

Ingen nyuddannede sygeplejersker bør være bekymret for at starte på fuld tid på regionens sygehuse. Alligevel vælger hver tredje nyuddannede sygeplejerske at starte på deltid på grund af bekymring om et for stort arbejdspres. Bekymringerne udspringer af manglende oplæring, trygge rammer og tid til at fordøje nye opgaver.

Sundhedsvæsenet kører længere på literen i dag end for år tilbage. Det betyder, at der er flere patienter til færre ansatte, så bekymringen om et stort arbejdspres fra de nyuddannede sygeplejersker er reel.

Den nye regering giver med økonomiaftalen med Regionerne og Finansloven for år 2020 et flot løft til velfærden og særligt til sundhedsvæsenet. Virkeligheden er dog, at det tager tid at ændre situationen på regionens sygehuse.

For eksempel vil regeringens løfte om ansættelse af 1.000 ekstra sygeplejersker tage tid og der vil være en overgangsperiode, hvor det virker som om, at tingene står stille. De kommende år vil langsomt forandre arbejdsmiljøet og forhåbentlig vil sygeplejerskerne søge at arbejde på fuld tid.

Der skal dog ikke være tvivl om at Regionsrådet og regeringen ved, at de ansatte gør en stor indsats på sygehusene og arbejder på at forbedre arbejdsmiljøet, så flere sygeplejersker magter at arbejde fuldtid.

John Wennerwald
Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.