To uheld i samme kryds – på samme dag

Det var i dette kryds, at der tirsdag var to færdselsuheld. Foto: Google Streetview.


To gange i løbet af i går måtte politi og beredskab rykke ud til færdselsuheld i det samme vejkryds i Asmindrup ved Kalundborg.

Første uheld skete ved 7.30-tiden, da en 55-årig mand fra Kalundborg var kommet kørende mod øst ad Holbækvej. Her var han standset op for at afvente modkørende, inden han ville svinge til venstre ad Asmindrup. Det overså en 18-årig mand fra Kalundborg tilsyneladende, idet han påkørte den 55-åriges personbil bagfra med sin egen personbil. Den 55-årige blev skubbet over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor en modkørende, 40-årig mand fra Svebølle i en varebil ikke kunne undgå at støde sammen med ham.

Den 55-årige blev i en ambulance bragt til skadestuen i Holbæk, men var sluppet fra uheldene med diverse knubs.

Efter ca. en time var der ryddet op på uheldsstedet, så trafikken igen kunne køre uforstyrret.

Slap uskadt fra sammenstød
Klokken 15.19 fik politiet melding om endnu et færdselsuheld i krydset Holbækvej – Asmindrup, hvor to bilister var stødt sammen.

En 34-årig mand fra Kalundborg var i en personbil kørt ad Holbækvej mod øst, da han satte hastigheden ned før svingning til venstre ad Asmindrup. Det overså en 60-årig mand fra Munke Bjergby, som kørte i en varebil i samme retning. Han påkørte derfor bagenden af den 34-åriges bil, så diverse skader opstod på begge biler.

Begge førere slap dog uskadte fra sammenstødet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.