28. marts 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/kschneider2991/">kschneider2991</a> / Pixabay

Arkivfoto: kschneider2991 / Pixabay
Gældsstyrelsen har igangsat den største rykkerindsats i nyere tid rettet mod de mere end 1 million borgere og virksomheder, der har gæld til det offentlige. Brevene vedrører i alt gæld for ca. 58 mia. kr. I de kommende måneder rykker styrelsen ca. 35.000 skyldnere hver uge.

Allerede hen over sommeren modtog ca. 74.000 borgere et rykkerbrev, som var startskuddet til den ambitiøse rykkerindsats. Den første del af indsatsen har indtil videre hentet 160 millioner kroner tilbage til statskassen, og næsten 10.000 borgere eller virksomheder er blevet gjort helt gældfri.

– Rykkerbrevene et vigtigt værktøj. Nogle er måske ikke opmærksomme på, at de faktisk skylder gælden, så for dem fungerer rykkeren forhåbentlig som en venlig, men bestemt reminder om, at de har gæld, der skal betales, og at der løber renter på. Nu skruer vi op for volumen og sender i de kommende måneder mange tusinde breve ud om ugen”, siger direktør i Gældsstyrelsen Lars Nordahl Lemvigh.

Borgere og virksomheder oplyses i brevene ligeledes om gældsposter, der er en del af den kæmpe oprydningsopgave, som er opstået i kølvandet på problemerne med EFI. Det betyder, at det er nogle lange og informationstunge breve, som Gældsstyrelsen sender afsted til skyldnerne. Det er imidlertid nødvendigt, hvis rykkerne skal holde sig inden for loven.

Brevene vil blive sendt til skyldnernes e-Boks, og hvis man har spørgsmål til indholdet af det brev, man har fået, opfordres man til at ringe til Gældsstyrelsens kundeservice på tlf.: 70 15 73 04. Her vil der være medarbejdere klar ved telefonerne til at hjælpe.

– Der er fortsat et stort oprydningsarbejde på gældsområdet, og der er stadig uvished om dele af gælden. Det er utilfredsstillende for både skyldnerne og for os som myndighed. Derfor arbejder vi os hver dag længere igennem de uafklarede gældsposter. Der ikke nogen genvej, så vi beholder arbejdshandskerne på, mens vi forsøger at guide borgere og virksomheder med gæld til det offentlige bedst muligt. Jeg kan kun opfordre til, at alle betaler, det de skylder, eller ringer og aftaler en frivillig betalingsordning, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.