19. marts 2024

Foto: Politi.dk

Kort før klokken et i nat måtte politiet rykke ud til en fastfoodrestaurant i Ringstedgade i Roskilde efter en anmeldelse om, at en mand og en kvinde skabte uro på stedet, så det forstyrrede de øvrige kunder.

Politiet fik kontakt til en 30-årig kvinde og en 34-årig mand begge fra Roskilde, som var faldet lidt til ro. De blev dog bedt om at forlade stedet på grund af deres adfærd, hvilket manden havde svært ved at forstå og begyndte at råbe ad både gæster og politiet. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Efter knap en time i politiets varetægt var han faldet til ro.

Ved løsladelse blev han taget imod af den 30-årige kvinde, som ventede på ham uden for politistationen i Roskilde. Da hun så politiet løslade manden, var hun meget opfarende og påstod sig bestjålet for et større kontantbeløb i løbet af natten. Kvinden var påvirket af spiritus og skabte sig så meget i forbindelse med den påstående tyveri, at politiet til sidst valgte at anholde og sigte kvinden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og derefter blev hun lagt til afrusning og afkøling i detentionen.

Klokken ca. 03.00 henvendte den løsladte mand sig på politistationen og fortalte, at han havde fundet kvindens pung med kontanterne i på den strækning, hun var gået fra fastfoodrestauranten og til politistationen.

Den 30-årige kvinde blev oplyst om fundet og faldt helt til ro, hvorfor hun blev løsladt kort efter, men dog fortsat sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den tidligere adfærd over for politiet. Begge kan således se frem til at modtage bøder som følge af deres adfærd søndag nat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.