18. april 2024

Kort før klokken 12.30 lørdag blev politi og ambulance sendt til et færdselsuheld på Østrupvej ved Kalundborg, hvor en motorcykel var forulykket.

En kvæstet kvinde blev i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og behandling for eventuelle indre kvæstelser. En mand blev i en ambulance bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse for eventuelle kvæstelser i hovedet.

Politiet fandt, at manden, der var 51 år gammel og fra Kalundborg, havde været fører af motorcyklen. Han fik derfor rutinemæssigt udtaget en blodprøve.

Ved nærmere undersøgelse af uheldsstedet kunne politiet konstatere, at motorcyklen af ukendte årsager havde påkørt et skilt, hvorefter både føreren og passageren – en 73-årig kvinde fra Karlslunde – på motorcyklen var landet på en mark.

Ingen af personerne var mandag formiddag endnu afhørt til sagen, men tilsyneladende er der tale om et solouheld, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.