19-årig overfaldet på banegården i Næstved




Foto: Rigspolitiet.
En 19-årig mand fra Lolland blev mandag eftermiddag overfaldet, da han stod af toget på banegården i Næstved.

Overfaldet skete klokken 15.33 da tre mænd løb efter den 19-årige, som blev tacklet og slået og sparket på Banegårdspladsen.

De tre overfaldsmænd forsvandt fra gerningsstedet ad gangbroen over skinnerne, og en politipatrulje fik øje på tre mænd, der passede på beskrivelsen af gerningsmændene. De gik på Ellebækvej, og her blev de tre anholdt klokken 15.58. Det var en 19-årig mand fra Nakskov, en 18-årig fra Sønderborg og en 15-årig fra Haderslev.

Den anholdte 19-årige kaldte politifolkene for pansersvin og blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens den 18-årige havde en låsbar foldekniv og blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 15-årige havde en kniv med et blad på ni cm og en bushammer, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af både våbenloven og knivloven. De blev alle tre sigtet for vold og taget med til afhøring på politistationen.

De to yngste blev løsladt igen først på aftenen, og de sociale myndigheder blev underrettet om den 15-åriges meritter. Den 19-årige var efterlyst til fremstilling til Forsvarets Dag, så han blev anholdt, så han kunne udleveres til Forsvaret tirsdag.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var det øjensynlig en gammel strid, som var årsdag til overfaldet.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.