29. marts 2024

Besøgende på Greve Museum d. 3. februar kan have været udsat for mæslingesmitte, efter en person smittet med mæslinger har besøgt museet. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen har sikret, at alle deltagere i arrangementet er blevet informeret.

– Alle, der har deltaget i det pågældende arrangement, har fået besked om, at de potentielt kan have været udsat for mæslingesmitte, siger Hanne Borch-Christensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed og fortsætter:

– Hvis man ikke er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen, og man har mistanke om, at man kan være smittet, skal man ringe til sin læge eller lægevagten med det samme.

Hun understreger, at man ikke må møde op personligt uden forudgående aftale:

– Mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, og kan smitte, blot man opholder sig i samme rum som en smittet person. Så hvis der er mulighed for, at man kan være smittet, skal man ikke møde uanmeldt op hos lægen, da man kan risikere at smitte andre i venteværelset, siger hun.

Gratis vaccine
Mæslinger er først indført i børnevaccinationsprogrammet i 1987. Derfor er en stor andel af befolkningen født før det tidspunkt ikke vaccineret mod mæslinger.

– De fleste voksne i Danmark har haft mæslinger, men de, der ikke har, og heller ikke er vaccineret, kan risikere at blive smittet, forklarer Hanne Borch-Christensen.

Hun understreger, at man i så fald bør få vaccinen:

– Både børn og voksne kan blive meget syge af mæslinger, og man kan risikere at få alvorlige komplikationer såsom mellemørebetændelse, lungebetændelse, hjerne- eller hjernehindebetændelse. Så har man ikke haft sygdommen, er det en rigtig god ide at blive vaccineret. Det er gratis for alle at blive vaccineret mod mæslinger, og man kan få vaccinen hos egen læge, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.