29. marts 2024

Foto: Netavisernes Bureau/Holbaekonline.dk

Watertubes gøres klar på havnen i Holbæk. Foto: Netavisernes Bureau/Holbaekonline.dk

Beredskabet i flere kommuner lang Isefjorden og Roskilde Fjord har siden i eftermiddags gjort klar til den forhøjede vandstand, som DMI har varslet for det kommende døgn.

Vandstanden forventes at toppe i løbet af mandag eftermiddag, oplyser DMI. Men allerede søndag eftermiddag gik beredskaberne rundt omkring i gang med forberedelserne. I på havnen i Holbæk lagde Vestsjællands Frivillige Beredskab sammen med folk fra Beredskabsstyrelsen Sjælland watertubes ud – store vandfyldte “pølser”, der fungerer som diger mod de stigende vandmasser. I Frederikssund Kommune er der lagt watertubes ud både ved Kignæs Hallen ved Jægerspris og på Færgevej og J.F. Willumsensvej i Frederikssund.

I Jyllinge Nordmark er der fyldt watertubes for enden af Vernersvej og på Svanevænget og der lægges også tubes ud på Strandvænget. På Fasanvænget har beredskabet, frivillige og beboere i området påfyldt jord forskellige steder på beredskabstraceet.

I Roskilde Havn har digelaget opsat spærringer i “hullerne” i muren, ligesom Vikingeskibsmuseet har udlagt watertubes ved Museumsøen.

DMI: Farligt vejr
DMI har udsendt et såkaldt kategori 2 varsel “Farligt vejr” for den nordsjællandske kyst som gælder fra mandag middag til tirsdag morgen. Ifølge varslet forventes en vandstand mellem 1,1 og 1,45 m over normal vandstand i Roskilde Fjord og Isefjorden.

Den forhøjede vandstand kommer som følge af et kraftigt blæsevejr, som i disse timer bevæger sig over landet.

I skrivende stund siger prognoserne at vandstanden ved Frederikssund ventes at være på sit højeste med 121 cm over normal vandstand omkring kl. 16.30. På samme tidspunkt er prognosen, at vandstaden vil være 124 cm over normal vandstand ved Kignæs Havn. Ved Kyndbyværket forventes vandstanden at være på sit højeste kl. 14.10 med 121 cm over normal vandstand. I Roskilde forventes højeste vandtstand at blive 120 cm ved 18-tiden og i Holbæk forventes højeste vandstand at blive på 123 cm ved 16-tiden. Vandstanden forventes at toppe i Hundested omkring kl. 14.15 med 109 cm og i Frederiksværk et par timer senere med 113 cm over normal vandstand.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.