29. marts 2024

Udsatte unge fra hele landet mødes på julelejr. Foto: Blå Kors

Udsatte unge fra hele landet mødes på julelejr. Foto: Blå Kors

Den 27. december tager udsatte unge fra hele landet turen til Hillerød for at tilbringe fire dage med fællesskab og hygge på Blå Kors’ julelejr.

Det er ikke alle børn og unge, der glæder sig lige meget til juleferien. For nogle er det ligefrem forbundet med bekymring og bange anelser. Lige præcis nogle af disse unge skal med på Blå Kors’ julelejr i Hillerød fra 27. til 30. december.

På lejren kan unge i alderen 13 til 20 år fra familier med alkohol- og rusmiddelproblemer, fattigdom, ensomhed eller psykisk sygdom få et pusterum fra hverdagen og et skud julehygge sammen med andre unge i samme situation og være sammen med voksne, der har overskud til at være sammen med dem, lytte til dem og snakke med dem.

– De frivillige lejrledere glæder sig rigtig meget til at tage imod de unge og give dem fire dage med sjove aktiviteter og masser af julehygge, siger Sandra Trampedach Junget, der er frivilligkoordinator hos Blå Kors. Sandra sender samtidig en masse varme tanker til de ca. 30 frivillige, som driver lejren.

Bryder den sociale arv
Det overordnede formål med Blå Kors’ sommer- og julelejre er at give udsatte børn og unge håb og livsmod til at møde verden og de udfordringer, de står overfor. Det er et mål, der både nås i kraft af dygtige og dedikerede ledere og i kraft af fællesskabet med de andre børn og unge, fortæller Sandra Trampedach.

– Dét at møde andre i samme situation som en selv fjerner noget af ensomhedsfølelsen og giver både oplevelsen af ikke at være “forkert” og kan samtidig give håb for forandring, siger hun.

Ifølge Sandra Trampedach har lejrene stor effekt i børnenes og de unges liv.

– Vi har undersøgt effekten af vores lejre. Og det er meget tydeligt, at lejrene giver højere selvværd, selvtillid og livsglæde på kort sigt, mens det på den lange bane bl.a. bidrager til at give dem det, der skal til, for at bryde den sociale arv, siger Sandra Trampedach.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.